Der er meget fokus på evidens indenfor blandt andet social- og sundhedssektoren i øjeblikket. Ideen om effektmåling er i mine øjne rigtig god, fordi effektmåling kan medvirke til at løfte det faglige niveau, og dermed forbedre klienters udbytte af terapi. Jeg er på den anden side også meget ydmyg overfor kompleksiteten i at sætte menneskelige relationer på formel. I øjeblikket er jeg opmærksom på følgende observationer fra feltet:

• En gennemsnits psykolog/psykoterapeut hjælper 50% af sine klienter, 30-40% oplever ingen relevant ændring og 10-20% får det værre af terapien.
  20% får det mærkbart bedre uden terapi.
• Alle anerkendte psykoterapeutiske metoder virker lige godt.
• Der er ikke afgørende evidens for, at bestemte metoder virker bedre på bestemte problemer/diagnoser.
• Klienter kan sjældent skelne, hvilken teoretisk retning terapeuten følger.
• Effekten af psykoterapi er primært afhængig af egenskaber ved terapeuten, som har betydning for relationen mellem klient og terapeut.

Disse observationer stammer fra amerikansk effektforskning, hvor blandt andre Scott D. Miller har gjort og gør en stor indsats for at fremme en nuanceret og neutral evidensforskning.